cirkusvogn og "dukkehus" og her hvor jeg er lige nu :)

På fredag er det 3 uger siden min cirkusvogn kom kørende hertil, - mit nye lille store lyseblå hus og hjem på hjul.

Den står nu så fint nede på marken med alle hestene omkring mig, og 4 yndlingsmennesker og og yndlingsmuskelhunden og hans stadig rimlig nye "lillebror", som nærmeste naboer.

Jeg flyttede ind allerede første dag, og har nu også fået indrettet det hele med ”mine farver” og energi og ting og engle og alt det der har betydning for mig. Jeg mangler stadig nogle småting, men ellers er alt som jeg kan lide det J

I dag har jeg så befundet mig her i mit lige om lidt snart tidligere ”dukkehus”, hvor jeg tager afsked med mit liv her, og med alle mine møbler og ting, som jeg ikke kan have med mig i cirkusvognen. - Det er sørgmodigt på mange måder og samtidig glædeligt, - berørende. Og så er jeg også bare så Taknemmelig, over at min vej har ført mig hertil hvor jeg præcist er nu, - det er så forunderligt det hele.

Mine ting og møbler har i en årrække fungeret som et ”spejl” jeg fandt en slags genkendelse i, - som et ”omrids” nærmest, - før jeg fik mit eget, - mit eget ”omrids” som jeg i min essens og inderside-hed nu lever som den jeg er igennem.

Det at tage afsked med møbler og ting og liv, der på mange måder har været med til at ”definere” mig for mig selv, tydeliggør også hvor meget jeg har bevæget mig de sidste år. - Jeg har ikke brug for den form for ”definering” eller ”spejl” eller ”omrids” mere, og alligevel føles det så sårbart at mærke den styrke der ligger i at ”klæde mig nøgen” på denne her måde.

I det hele taget oplever jeg hvordan jeg i min bevægelse det sidste stykke tid er blevet præsenteret ekstra meget for tilsyneladende modsætninger og noget der kan føles uforeneligt, men som egentlig slet ikke er det, for det finder sin vej inden i mig til at være der som både og - både styrke og sårbarhed, samling og udvidelse, vulkan-ild og blød-som-vand-hed. Kunsten for mig er vist at holde balancen midt i alt det hele, - og det øver jeg mig så i, - som ”cirkusprinsesse”-mig J

Jeg er så uendelig glad for mit liv, for min cirkusvogn, og også for denne her nødvendige afsked, der kalder minder frem, vækker historie, og fylder mig med følelser der flyder over. - Det hele "kræver" mit nærvær og min tilstedeværelse, som et rum jeg ikke kan forlade før denne afsked er taget. - Jeg tager mig den tid det tager, - afskeder er som en slags fundamenter for nye begyndelser føler jeg, - som sommerfugle der forlader deres pupper, - når tid er J

En søgen efter "vægge" i ukendt land

Det er længe siden jeg har skrevet her, - det er længe siden jeg har været i dette mit ”rum”, men nu søger jeg herind, for jeg har brug for at mærke ”vægge” lige nu, - de ”vægge" der her bliver til af mine ord. - Jeg starter med at befinde mig ”i det åbne”, uden ”vægge”, uden noget, - blot mig.

Jeg har sådan brug for at finde samling lige nu, og at sætte mig her og skrive er et forsøg på det.

Der sker så uendelig meget inden i mig og med mig for tiden, at jeg ikke helt kan følge med, med ord på skrift, og i det hele taget med ord, - og mig der ellers har så mange ord inden i mig, - ord jeg kan ”male” med og skabe ”billeder” af, - ord jeg bruger som åbninger - en slags ”vinduer” ind til min inderside, - eller fra min inderside og ud er det nærmere J  - Lige for tiden slår ordene slet ikke til, og jeg mærker også nu hvor jeg sidder her, - de kommer ikke bare, - jeg er ligesom for stille inden i, - jeg tror måske jeg er bag ordene, uden jeg helt ved det. - Hvis, så finder jeg vist ingen ”vægge” i ordene lige nu, - jeg har ellers sådan brug for ”vægge” lige nu føler jeg, - brug for noget der kan ”give mig mig selv tilbage”, - brug for noget at læne mig op af, - og lige nu er der mest af alt det der føles som det åbne rum, og mig i det. - Jeg mærker udsathed og sårbarhed her, - jeg mærker en sorg et sted, jeg ikke ved hvorfor er der, - jeg mærker erindringer om manglende ”vægge”, - og om ”vægge” der blev til ruiner, - jeg mærker smerten ved noget der var, men som forsvandt før jeg helt havde lært det at kende, og jeg mærker smerten ved noget der var, som forsvandt og efterlod en frygt for at miste i mig.

Hvorfor mærker jeg mon alt det nu? - jeg ved ikke hvorfor, føler bare at alt det der sker inden i mig og med mig, - denne udvikling og vækst jeg befinder mig midt i, og som er i mig, måske er med til at skabe sprækker, der åbner ind til en anden tid. Samtidig med at det ikke kun er fortid og gammelt jeg mærker, - mest af alt er det nyt, og ukendt land der gør mig sårbar på en anden måde end jeg tidligere har kendt til.

Det ”gammelkendte” her i det nye er nærmere at i dette ukendte land, og i denne sårbarhed, vækkes tidligere erindringer til live igen. - Jeg kender jo til sårbarhed og den urummelighed det tidligere har været for mig, - jeg havde ingen ”vægge” dengang, - og nu hvor jeg mærker sårbarhed igen, om end af en anden grund, frygter jeg ligesom dengang, at være uden ”vægge”, og jeg begynder at lede efter dem, - efter et eller andet der kan skabe samling, der hvor jeg frygter at blive spredt, som jeg husker det fra mange andre gange hvor jeg har følt mig sårbar, - men dengang på en måde jeg ikke kunne være med. - Og dengang er ikke nu, - alligevel er det som om jeg først må erfare det før jeg kan mærke det, - og i overgangen er der bare ingenting at holde i, - og dog…..

Mit omrids er blevet stærkere, - det har aldrig før været så stærkt som nu, - og det samler mig i mig selv, og fungerer faktisk som ”vægge” for hele mig i min inderside verden, og som en beskyttelse mod den udvendige verden også, - mod stemninger, energier, og ”farver” der aldrig har været mine, men som har tendens til at krybe ind under huden på mig. - Uanset hvor tykt mit omrids bliver, kryber det jeg mærker vist stadig ind under huden på mig, - forskellen er måske bare, at jeg bedre kan skelne mellem det udvendige og det indvendige nu, mellem andres og mit, på en måde så det ikke længere lægger sig der i mig hvor jeg selv skal være, - jeg ved hvor jeg bor nu, - er ikke længere hjemløs inden i mig, - og når jeg er her, kan jeg ikke længere "invaderes" på samme måde, som jeg kunne da jeg ikke var i mig selv.

Jeg mærker herfra hvor jeg er nu, mit omrids, ”væggene”, og følelsen af sprækker og åbninger ind til tiden før, hvor der ingen vægge var, - jeg mærker både ”ingen vægge” og ”vægge”, som spor der krydser hinanden, - som parallelle verdener der har opgivet deres lige linjer at følges ad, og som i stedet har valgt at bryde alt, og glide ind i hinandens verdner.

Jeg mærker og har lige nu ikke noget sted at søge ly, andet end i den sårbarhed jeg befinder mig midt i, - inden i mig, - midt i, i ukendt land, der på en eller anden måde er grænset op af noget fortidigt, samtidig med alt er åbent, som uendelighed,  og uden grænser overhovedet.

Når jeg søger ind i sårbarheden, som både et slags kendt og fremmed punkt i det ukendte på en gang, og blot er her, hvor jeg føler mig mest blottet og udsat, mærker jeg også en styrke, - mit omrids, som en slags omfavnelse af mig holder det hele min verden og mig sammen her hvor jeg er nu, - jeg er forankret i mig som krop, - lige inden under huden og uden på, - jeg fylder den ud nu, - fylder mig ud, - det er det jeg har at holde fast i, - det jeg har at læne mig opad, - det der er mine ”vægge”.

Jeg fandt godt nok også en forbindelse til ordene i det måske bagvedliggende ”rum”, - ordene, - men måske de mest af alt understøtter de ”vægge” der allerede er der, og er ikke ”vægge” i sig selv? - måske....

Uanset så det at skrive, eller dele, - sætte ord på noget, - det er som om det hjælper mig til at finde vej, - det er som om det bygger bro, - mellem mig og andre mennesker måske, - mellem min inderside og yderside, - mellem det kendte og ukendte, - mellem de ”vægge” jeg i mig selv som menneske og krop er, og det ”åbne rum” der igen og igen griber mig i sin åbenhed, - griber mig, i der hvor åbenheden er "væggene".

Som vand der flyder......

Jeg oplever ikke mig selv som en med en fast kerne, med et fast funderet "jeg", - mere føler jeg mig som en "tone", eller en vibration, - som en flod eller en å der flyder afsted i sin evige strøm, - mere føler jeg mig som vand.
Jeg kan ikke fastholdes i en bestemt struktur, - den jeg er kan ikke "fanges" og "sættes i ramme", som i et stillbillede, - et fotografi der foreviger et øjeblik, - øjeblikket er jo slut et øjeblik efter, og bliver hele tiden til nye øjeblikke, - jeg gør.
Evig fornyelse, evig forandring, men dog med tråde der linker mig til øjeblikkene før, - som erfaringstråde jeg får med mig, fra den jeg var før og før og før...... - Tråde der væver sig ind i det næste øjeblik, og skaber et nyt billede, - et nyt vibrationsmøn-ster af den jeg er lige nu, - som et kalejdoskop der hele tiden spejler nye versioner af billeder og mønstre - nye fragmenter af virkeligheden, - min virkelighed, - mig.

Jeg føler jeg har en grundtone der er mig, og ud af den udspringer det jeg definerer mig selv igennem, indtil jeg har bevæget mig til nye steder, og nye definationer, - der dog altid et eller andet sted bærer ekkoet af min grundtone i sig. 
Jeg skal helst kunne mærke denne min grundtone i mig, - ekkoet skal være tydeligt. - Jeg skal helst være i kontakt med forbindelsestrådene der minder mig om hvem jeg er, - (uden jeg jo på den måde er en bestemt), - men tonen, vibrationen, - som melodier, som farver, som vand der flyder, - bevægelsen, forandringen, fornyelsen, - jeg er midt i skabelsen, - hele tiden er jeg midt i skabelsen. Og forbindelsestrådene der linker mig til denne skabelse, og til det der minder mig om hvem jeg er, - til det jeg kalder mig selv, - uden dem ville jeg blæse omkuld, og fare vild i denne verden, - som er det jeg på mange måder stadig har flest erfaringer med. - Men ikke kun længere, - slet ikke kun længere.

Der er "guld og sølvtråde" i mit liv nu, - gyldne erfaringstråde der er skabt igennem de sidste år, og som lyser op og viser mig på vej, - og som også belyser de erfaringstråde der er skabt i angst, og som kan føre mig bort og på vildspor, og alt for lang væk fra mig selv og fra forbindelsen til min grundtone, - væk fra floden, åen, og alt det flydene og levende i mig, - angst der stopper vandet i mig til. - Det kan stadig ske, men aldrig igen kan jeg miste mig selv og blive væk fra det i mig, som er så nødvendig for min eksistens, på samme måde som tidligere, - for jeg har "guld og sølvtråde" i mit liv nu :o) - Jeg har en base i mit liv nu, - en ydre base, der er med til at fundere mig i al bevægelsen i mit indre, - som et anker er jeg for livet i mig selv, - som et anker er jeg som krop. - Alt jeg mærker mærker jeg inden for denne grænse, - en samlethed der samtidig med også udvider og skaber adgang til uendelige universer inden i mig, - og til forbundethed i både mit ydre og indre. - Jeg har mennesker i mit liv nu, som jeg føler mig forbundet til, og med, på forskellig vis, - forbindelser der skaber forbindelse til mig selv, - "guld og sølvtråde" så jeg kan forbinde mig endnu mere med min grundtone, og følge de vibrationer og frekvenser der udgår fra den, - følge strømmen, - flyde med vandet i floden, - i min å, - flyde med den jeg er i dette øjeblik :o)

Jeg har en funderet tryghed i mit liv nu, - der gør frihed til at være mig mulig på en måde jeg aldrig har oplevet før, - og alligevel kan der være dage hvor det skaber frygt. - Frihed kan skabe frygt, - det at "stå i det åbne" og turde lade sårbarhed være styrke kan skabe frygt. Men frygt er en del af livet ligesom følelser, - ligesom sorg og vrede og glæde er det, - frygt kan beskytte mig hvis jeg kommer i fare, - frygt er noget jeg mærker i min krop, som en ledetråd, - og som en ven måske, - som mod der kalder mig til nye verdner, når jeg ikke længere kan blive i de gamle, - frygt kan være modet jeg mærker i overgangene, - i øjeblikkene mellem øjeblikkene. Og alle mine øjeblikke er forbundet med hinanden af "guld og sølvtrådene", - jeg kan trygt være bange, - når det er det jeg er :o)

Redningsskibe, og det der bliver til stille vand

Sorg kan være som det redningsskib der kommer og samler os op, når vi er ved at drukne i smertens hav.

Engang troede jeg det var sorgen jeg druknede i, så jeg blev bange for den, - men det har aldrig været sorgen, det har været smerten når den manglede sit udtryk. Og mig der ikke havde dette udtryk, aldrig havde lært denne følelse at kende på en tryg måde, - jeg druknede bare, i smerten, - i dens manglende udtryk.

Det er smerten jeg er bange for, - altid smerten, - sorgen er smertens lindring, - redningsskibet der bjærger druknende, - bjærger mig når jeg befinder mig på det dybeste vand, og trækkes ned mod bunden.
Når jeg synker og ikke længere kan få luft, - når jeg har sluppet min kamp mod bølgerne, og ikke længere kan hverken svømme eller træde vande, - så kommer mit redningsskib, - sorgen.

Jeg sejler indimellem meget med dette skib, - jeg ved ikke altid helt hvad jeg sørger over, men jeg sørger, - mens jeg rejser over smertens hav uden at kende noget bestemmelsessted, - uden at vide hvilken næste kyst jeg på et tidspunkt ankommer til.
Lige nu har jeg kastet anker, - havet er blevet stille, og alle steder jeg kigger ned i det, ser jeg mig selv, - og mærker......

Det er så forunderligt, hvordan indersideliv, - sansninger og følelser, der får rum og plads, og bliver vist en vej ud, - hvordan indtryk der får udtryk, kan forvandle alting, - smertehav bliver til stille hav, - og jeg føler pludselig jeg selv bliver til det skib der sejler, og til det hav jeg sejler på, - mit liv rejser med mig inden i, mens jeg rejser igennem livet, - og verden, (både den indre og den ydre), sammen med mig selv.

Nogen gange sejler jeg på smertens hav, og mit skib er et redningsskib, - andre gange bader jeg i glædens hav, - og andre gange søger jeg stilheden på bunden, og kan sagtens trække vejret, - der er smerten ikke den fremherskende.

Jeg er både skibet og havet og den der sejler på det, og den der bader i det, - og så er jeg  den som det hele foregår i.

_______________________________

Jeg synker -

trækkes væk fra verdens støj

fra krusningerne der bryder min stilhed

jeg synker -

det er havets himmel der kalder mig hjem -

Her kan jeg flyve som en engel

vægtløs

i tyngdekraftens favn

her kan jeg bade i lysets stråler -

der nænsomt

og uden at flænge min hud

skærer sig vej igennem havets overflade

De finder mig i stille vand -

lysets stråler

og danser med mig i mit indre

danser -

jeg drukner

men uden at dø

havets himmel griber mig

som hænder

der aldrig kunne finde på at gøre fortræd

blødt vand

gør mig ligeså lydløs

som stilheden selv

blødt vand

berøring

jeg mærker alt der er

og danser med

Som et spejl

er havets himmel

som et spejl

jeg genkender mig selv i

her kan jeg flyve som en engel

og uden at dø først

her er dybderne mit anker -

vandets tyngde

og min vægtløshed

det der fæstner mig i tid og rum -

får mig til at blive

jeg forsvinder ikke med vinden her

og spredes ud i verdensrummet

til steder hvor der ingen vægge er -

og ingen horisonter til at standse mit blik

jeg forsvinder ikke med vinden her -

blødt vand tegner mit omrids

stille toner jeg frem

mens lysets stråler vidner

Indadhed

Jeg søger indadheden i disse dage, for ikke at blive væk i alt det udvendige, - mine "vægge" er for "tynde", og kan ikke holde verden og verdens "støj" ude, - eller holde mig inde. - Er det mon mere det, - er der overhovedet nogen forskel? 
Jeg flagrer afsted med alt der bevæger sig, - flyver afsted på må og få, - og inden i mig summer lyd og vingeslag mod ruder, ingen vej ud, - indtryk der fanges, ligesom fugle mod glasruder.
Mine vinger er trætte, de vinger jeg slet ikke har, - amputerede vinger, hvordan kan jeg overhovedet flyve? - Jeg troede ikke mennesker fløj, - alligevel ser jeg det overalt, - mennesker der flyver, - mig der flyver, og opdager jeg ingen vinger har, - fald - jeg falder til jorden, som en sten, - mens jeg ser andre flyve videre.

Menneskeliv, - bevægelsen er over alt, - hvor er stilheden og bevægelse der ophører? - en indånding der udåndes, - balance?
I min verden føles alt som indånding for tiden, - ingen udånding, - jeg er ved at blive kvalt. 
Alt går ind, - uden at komme ud igen, - jeg bliver for fyldt - og kan ikke længere være i mig selv, - det er her jeg falder, - puffes ud af min egen krop, - mig der flyver, og opdager jeg ingen vinger har....... fald.......

Jeg søger indadheden i disse dage, - jeg leder efter det sted hvor jeg frit kan ånde ud, - hvorfor holder jeg på mit vejr? - hvorfor er jeg så bange? - er det fordi jeg ikke kan flyve? - er det fordi jeg mere er som vand, der hvor andre er som luft? Og hvad med dem der ikke flyver? - dem der har rødder ned i jorden, og formår at blive, - selv de kan blive til forvildede fugle inden i mig, - udånding der udebliver.
Jeg kvæles af for meget luft, og for meget jord, - eller måske er det for lidt, jeg ved det ikke helt.
Jeg har "hjemve", - men hvor er hjem? - inden i mig, tror jeg, - men hvad når der ikke er plads til mig selv længere? - hvor er jeg så? - ude af mig selv, - som et menneske der lige nu bare ikke aner hvad det at være menneske egentlig vil sige, - jeg føler mig som en fisk på land, - en fugl bag glasruder, - som mig, der lige nu ikke ved hvem jeg er, - og hvordan skal jeg så kunne være mig? 

Jeg mærker hvordan alt der strejfer og berører mine vægge/(mig) efterlader aftryk, - men er det mon det der gør mig til mig? Er jeg blot et "produkt", af alt det der med tiden har strejfet og berørt mig, - modelleret og farvelagt mig? Eller var jeg mig før også? - som et uskrevet blad, eller allerede fyldt med "ord" - ordløse ord? - Jeg husker kun en ting, - erindrer at jeg allerede dengang var en søgende sjæl også. - Jeg har altid vidst hvad jeg søgte efter, en længsel har drevet mig siden mit første møde med denne jord, - uden der findes ord for det jeg længes efter. - Jeg ved det blot når jeg mærker det, og mange gange har jeg troet jeg har fundet det, og måske har jeg også, måske er det en del af mine fund, - at opdage, at det jeg troede jeg havde fundet ikke var det, på den måde alligevel, - men noget andet, - som en del af min vej, - vejen hjem måske, - hjem til mig, - hjem i mig.
Jeg tror det jeg længes efter er mig selv, der hvor jeg ikke hele tiden slås omkuld, - af verden der "rammer" mig, - eller mig der rammer ind i den. - Jeg vil så gerne lære at leve med mine "tynde vægge". 

Jeg må søge midten, - i orkanens øje er der stille.

  

Tomhed der fylder, - som et værn

Vaklende ambivalens, -

noget i mig vil væk,

samtidig med noget andet kun kan blive. 

Tomhed der fylder, -

 jeg er bange for tomheden, -

den runger

og giver mig en følelse af at være alt for alene

 i et alt for stort rum -

et rundt rum uden hjørner jeg kan søge beskyttelse i, -

et rundt rum jeg ikke kan komme ud af, -

der er ingen døre og vinduer, -

jeg kan kun blive,

selvom alt i mig skriger på at ville ud, -

bare væk.

I dag blev det, der kun kan blive, den tyngde der lagde sig over min flugtimpuls, - hele mig endte med at være nødt til at blive, og jeg mærkede hvorfor jeg sådan frygter tomheden.
Det er som om alt der linker mig til verden føles som forsvundet i intethed og i det gråeste grå. - Jeg føles som forsvundet, fra alt det jeg ellers mærker giver mig betydning, - jeg kan ikke mærke det i tomheden, - det eneste jeg mærker er mig selv, der ikke kan mærke andet end tomhed, - det føles som alt for lidt og alt for meget på samme tid.
Det er som om tomheden gør umærkbar og mærkbar på en gang, - på samme måde, som den kan fylde selvom den er tom, - tomhed der fylder i sin tomhed.

I dag, da jeg først fandt ud af at hele mig kun kan blive, mærkede jeg pludselig at tomheden er kommet som et værn mod fyldthed faktisk, - mod noget der kan føles som for meget, - for mange indtryk, for meget "fyldt på hed", - for mange ”farver der aldrig har været mine” - følelser - tanker - ord uden udtryk - og indtryk der finder udtryk. - Verden omkring mig, - energier, - stemninger - fantasier - frygt der bliver til mistolkninger - ord der aldrig er blevet sagt - undladt sandhed og det der føles som løgn - skammens hav der truer med druknedøden - og løgn som en måde at redde sig selv i land på - skyld - og det at vende tilbage ”uden at dø”. - Andre lag af skyld - beskyttelse mod smerte - ”sorte svaner og hvide svaner” - mørket og lyset - at forsvinde ind i andre virkeligheder for at finde mig selv der også - spejle af virkeligheder - som film - der gør mig til et vidne - jeg mærker mig selv igennem andre universer - og jeg mærker mig selv i det helt konkrete - vand i en spand - heste der skal have mad - mig selv igennem mit omrids - min krop - indersider og ydersider - forskelle - almenhed - fællestræk - og det der skiller sig ud - historier - "baggrunde" der "tegner mennesker op" - mig der alt for nemt "falder af papiret", ryger ud af min "baggrund" her i den 3 dimensionelle verden, - og så Tomhed når alt andet i verden fylder mere end jeg i mit omrids og mig kan rumme.

~ Tomhed som beskyttelse imod fyldthedt ~

~ Tomhed der pludselig giver mening ~

Vinduer og døre i tomhedens vægge, - indgange og udgange til alle steder i mit liv, - åbninger og lukninger, er fra det ene øjeblik til det andet nu blevet tilgængeligt og mærkbar for mig, her midt i min tomheds beskyttelse af mig, - i her hvor den giver mening.
Jeg mærker alle disse døre og vinduer, - indgange og udgange - rum der alle indeholder mit liv, - og mig - når jeg træder ind i dem, - jeg kan frit vælge, hvilke rum jeg vil ind i, - forlade tomhedens rungende rum, som jeg ville have gjort alt for at komme ud af tidligere, hvis jeg på det tidspunkt havde kunnet. 
Nu, - nu har jeg valgt blot at blive, - blive her i tomhedens rum, som det værn - den beskyttelse, der i første omgang var dens grund til at indfange mig. - Værn og beskyttelse imod alt det i alle disse rum, som var gjort usynlige og utilgængelige for mig, - før nu.
Mit livets rum og opbevaringssteder for alt hvad jeg indeholder og med tiden er blevet beriget med, - berørt af, - beskadiget af - og igen også helet af, og stadig heles af, - minder - erindringer, - alt det hele, og i alt det hele, også det knuste.

Der er så meget fyldthed i mig, - der er så meget af alting i mig, - og der er dage hvor jeg blot må mærke ingenting - mærke tomhed for at alt det hele i mig, kan finde sin plads, - for at jeg kan finde min plads, i mig selv med alt det hele, - og i verden. Og for at alt det i verden der berører mig, kan finde sin plads i mig

Mit omrids er den eneste grænse mellem ydre og indre, - som et tyndt forhæng hele verden blæser igennem, - der er så meget der kryber ind under min hud.

Der er dage hvor jeg bliver for fyldt, - de dage kommer tomheden så, som et værn, - har jeg opdaget i dag.  

~ Jeg har aldrig været taknemmelig for Tomhed før ~

~ det er jeg nu ~

 

 

 

Lys og mørke, - "rum" og "vægge"

Udenfor mit vindue blæser det, - stormvejr midt i mørket, - jeg sidder her i ly, i en lysende lille hule inden i mit "dukkehus", - beskyttet af vægge, - stormen kan ikke virkelig nå mig, og der er stille inden i mig, - så heller ingen storme kan nå mig herfra lige nu.

Jeg sidder her og tænker på hvordan mørket egentlig skaber "vægge" for lyset, - så lyset kan skabe "rum", - en form for samarbejde føles det som.
Jeg oplever det hver gang jeg tænder lys der hvor der er mørke, - der skabes "rum", - et "rum" af lys, som er indrammet af mørkets "vægge", - og som giver mig en fornemmelse af at "finde mig selv" igen der i mørket, hvor der blev lys, - et trygt sted for mig at være, - hvor både mørket og lyset føles trygt, - som om de er en slags venner.

Det er så konkret, at tænde et lys og skabe et rum, og på den måde holde "afstand" til mørket, - til "væggene" lidt længere ude end selve det egentlige rum, - men mørket er ikke udelukket, - det har en funktion, der gør det ligeså vigtig som lyset i den sammenhæng, føler jeg. 

Jeg ved godt der også er et "rum" når der intet lys er til at "male" rummet op, - men alt flyder ligesom ud i ét der, - der er ingen synlige omrids og grænser, jeg kan ikke se "væggene", for alt bliver ligesom til væg eller "fyldt rum", - et rum fyldt op af mørke. Og nogen gange føler jeg mig ikke tydelig nok i mig selv i så mørke rum, - jeg bliver ligeså èt med mørket, som mørket bliver med mig, og med alt som det omkranser eller udfylder eller skjuler i sin tæthed.

Inden i mig er det lige sådan, - når mørke fylder mig ud forsvinder jeg med det, og finder først mig selv igen når der "tændes lys", og skabes et "rum" til mig i det. - I mange år var det hvis der tændes lys, - for mit mørke blev altid mørkere, og mere og mere tæt, og de lys der blev tændt og skabte håb, og rum, blæste altid ud igen.
Der kom storm, og vindene blæste lyset ud, - og selv når der blev stille igen, forblev mørket bare tættere inden i mig og blev hele tiden mere kompakt.
Jeg ophørte til sidst med at lede efter lys, for mørket der tog mig når lysene blæste ud, var altid værre end det mørke der havde været før. - Jeg blev bange for lyset, - fordi jeg var bange for det mørke, lyset efterlod mig i når det forsvandt.

Jeg bliver stadig nogen gange bange, - for mistet lys og for mørket, - for efterladthed af en art. Og bare for minderne om det, - erindringen kan være rigelig nok, og så smertefuld at selvom lyset ikke er blæst ud igen, så kan fortiden skygge, så det føles som om den igen er nu, - og formørke alting inden i mig, - så jeg ikke kan få øje på og mærke det lys der faktisk er. - Det sker når jeg bliver "ramt" i min historie, - i de minder og i de erindringer, der som nervebaner direkte linker mig til fortidens sår, - selvom de er helede, kan det stadig føles som om de begynder at "bløde" et sted under huden på mig.

Lige nu mærker jeg hvordan det ydre stormvejr gør jeg ikke går i seng, - det minder mig om uvejr, og uvejr minder mig om fortabelse inden i mig selv, - indre stormvejr og uvejr - forlisthed, - jeg har ikke lyst til at slukke lys lige nu, og gøre et rum udhvisket.
Og jeg læste i dag noget, som gjorde så dybt indtryk på mig, - og som vækkede noget i mig, som jeg havde glemt, og som jeg alligevel aldrig havde glemt, men blot gemt, og det fylder i mig nu. 

Det jeg læste handlede om skam men også om kærlighed, - om tilknytning, - om relationer mellem professionelle, der alle arbejder i psykiatrien, og så deres borgere, - "patientmenneskerne", - en af dem jeg selv har været i så mange år af mit liv, at det på et tidspunkt var halvdelen. - Den halvdel er jeg forbi nu, og også forbi den første halvdel er jeg selvfølgelig, - de to halvdele var på et tidspunkt hele mit liv, - men nu er jeg startet på ny, - et nyt liv, der har varet lidt over 2 år nu, - og om 14 - 16 år, har jeg været længere tid udenfor systemet end jeg har været i det, - det vil være skelsættende,  måske ligeså skelsættende som det at komme ud var/er :o)

Men tilbage til det jeg har læst, som gjorde så dybt indtryk og som berørte mig sådan. - Kærlighed og skam, - og her fra de professionelles sted, - som de har mærket det, - både i den mere gængse psykiatri, og så i der hvor tilgangen er Åben Dialog. - Jeg mærkede sådan genkendelse i det jeg læste, - men bare fra mit sted, - fra mit patientmenneske-sted.
Jeg mærkede og husker hvordan man så nemt bliver "gidsel" i der hvor de professionelle ikke helt kan være sig selv, men må gemme deres følelser, - og ikke lade en tilknytning blive for tilknyttet, - hvor professionel distance og afstand gik forud for nærvær og tæt på hed, - hvor involverethed var lig med uprofessionelt. 
Jeg mærkede og husker hvordan det modsatte også har gjort mig til "gidsel", - hvor tæt på hed og nærhed og involverethed var legalt, - jeg måtte gerne holde af, - og føle mig holdt af tilbage, - indtil noget pludselig ændrede sig, og alt mere eller mindre ophørte fra det ene øjeblik til det andet, - det har jeg oplevet flere gange, og hver gang har det efterladt mig i skamfølelse, - for jeg følte og troede det var mig der havde gjort noget galt. Og der var ingen ord, der kunne give mig en anden følelse.

I dag da jeg læste om den skam professionelle kan føle, fordi det ikke blot overalt i psykiatrien er "alment" og tilladeligt at føle ægte følelser for de patienter/borgere man arbejder tæt med og bliver involveret i forhold til, blev jeg så ked af det, - jeg har aldrig set eller hørt og mærket præcist de ord udtalt af dem selv. - Jeg har mærket alt mulig inden i mig selv, men jeg har ikke vidst hvad det var, - at det også var det her. 
Tænk at der kan opstå skam, fordi nogen måske ikke kan "leve op til" den såkaldte professionelle distance, - ikke formår at kontrollere deres følelser tilstrækkeligt, - det er så uhyggeligt synes jeg. Og bliver en direkte afspejling af noget der så meget kommet til at berøre patientmenneskerne/brugerne/borgerne. 
De professionelles skam forbliver ikke lukket inde i et rum, hvor ingen udover dem selv, mærker den, - den vil sive ud, som alt mulig uudtalt, usagt, - som alt det mærkbare man ikke ved hvad er, fordi der ingen ord er, eller fordi de ord der er, ikke stemmer overens med det, den der siger dem, sender ud kropsligt.
 
Som patientmenneske kan man så meget blive "bærer" af det de professionelle ikke selv kan bære og være med, fordi de ingen steder har at gå hen med det, - fordi det måske er for skamfuldt? - det kommer i stedet til at ligge imellem relationen, - jeg har mærket det, jeg kender det så meget. Og har "båret" det igennem den smerte, som den afstand alt det uudtalte og usagte skaber.
Og tænk at en afstand man som patientmenneske mærker i forhold til den eller dem der skal hjælpe en, kan være en professionel der er "gidsel" i deres eget arbejdsmæssige systems regler, - at skammen kan være et udtryk for kærlighed, for ægte holde af følelser, der intet udtryk har, men skal holdes spærret inde, fordi det ikke er passende, - ikke professionelt.
Det bliver som et spejl der holdes op, - af et mørke uden lys,  - hvor har jeg reageret meget igennem mit symptomsprog på alt det der aldrig blev skabt et fælles sprog for, - reaktioner på følelser uden noget udtryk, - andres og så mine egne, - på lys der der hele tiden blæste ud, fordi der aldrig var stille nok vejr, - på mørke jeg forsvandt ind i, og som forsvandt ind i mig og tog min plads, - mørke der slet ikke kun var mit eget.

Jeg sidder og mærker, - kærlighed er et stort ord, - men hvis kærlighed er det "hav" vi alle svømmer i, - hvis det er "ilten" og det der gør levende, - hvis det er forbundetheden med andre mennesker, fremfor isolerede øer uden broer imellem, - hvis det blot er det vi alle lever af - udtrykt igennem omsorg, nærvær, medmenneskelighed, empati, autentiskhed, ægthed, tillid, og følelser (og så en masse andet også), hvad er dog så problemet? - Hvorfor så al den frygt og behov for afstand og gardering og opdeling, - kategoriseringer? - for hvis skyld bliver det gjort? - jeg forstår det ikke og kommer aldrig til at forstå det.
Men jeg ved jo ikke præcist hvad kærlighed er, kan ikke definere den som sådan, - men dog ved jeg hvordan den mærkes når den er til stede, - og det tror jeg faktisk altid den er, - men det er ikke altid den er mærkbar, - det er ikke i alle rum, hvor der skabes det fælles rum mellem mennesker, der gør den mærkbar og levende og flydene, - som et nærvær, en berøring, en berørthed. - Jeg tror der skal mennesker til at sætte den i bevægelse, - kærligheden og dens nærvær, - mennesker der på en eller anden måde samstemmer sig med hinanden, men fra hvert deres sted og omrids. - Uden hinanden er vi ingenting, - "jeg ser mig selv i dine øjne" siger en der hedder Bakthin, - og det føles så rigtigt i mit liv, og i mine erfaringer med andre mennesker. - Men jeg ser kun mig selv, der hvor den anden også tør se sig selv i mine øjne.

På mange måder er det er så enkelt, - der hvor der er plads til det der nu er, - f.eks.  følelser, og også de store følelser, som kærlighed og skam, - der opstår der slet ikke skam på den måde, som der kan gøre hvor der ingen plads er, - der opløses den i stedet, og kærligheden skaber grobund for at alle kan vokse endnu mere helt ind i sig selv, - få øje på sig selv i de andres øjne. 
  
Der hvor jeg mærkede professionelle være mennesker med følelser, - mennesker der kunne være med deres egne følelser i forhold til mig, - der blev der skabt et rum af tændt lys, og mørket fik en funktion som vægge, - det gjorde jeg også kunne være med mine følelser, - det var dem der også blev skabt rum til, - mine følelser, - mig, - men også deres følelser og dem, - de profesionelle, - de blev mennesker, og det forvandlede mig som patient til menneske også, - vi blev mennesker sammen.
Og måske er det bare det vi alle sammen skal være, - mennesker sammen, - der får øje på os selv i hinandens øjne? - så vi kan være dem vi hver især er - sammen med hinanden :o)

Jeg ønsker psykiatrien overalt med tiden forvandler sig og bliver et sted hvor der skabes rum af tændte lys, - rum der favner alle, - både de professionelle, patientmenneskerne, de pårørende, - alle involverede. 
Hvis ikke de professionelle, kan trives og have lov at være dem selv i deres job, med følelser og alt det hele, - være et menneskeligt instrument, for deres indersider, og derigennem bruge og udtrykke deres faglighed også, - og mærke i den enkelte situation og tilknytning, og sammen med den det vedrører, hvad der vil være det rigtige at gøre, fremfor at blive dikteret af stivnede systemer og regler, der ikke levner plads til liv og autentiskhed, - hvordan skal dem de forsøger at hjælpe så nogensinde kunne få øje på dem selv i deres øjne? - og selv blive levende og autentiske igen?
Jeg blev det, - jeg fik øje på mig selv i øjnene, - fandt mig selv i de rum som lyset skabte i og sammen med mørket, - jeg blev det, - efter en rum tid uden de øjne der virkelig kunne vise mig mig selv, og uden de rum, hvor også mørket fik en vigtig funktion sammen med lyset. - Det gør ikke noget der gik så mange år først, - det giver mening i dag, - dyb mening, - som en baggrund der får alt det andet til at træde endnu tydeligere frem.
Jeg ønsker bare sådan at mange flere også skal få den mulighed.

Og med det ønske inden i mig, vil jeg nu gå i seng, - trods stormvejr og mørke der udhvisker rum, - for lige nu er der lys nok i mig selv, og rum nok i mig selv, - jeg bliver ikke væk i natten , - og snart er det faktisk morgen :o)