Jeg kan ikke fastholdes i en bestemt struktur, - den jeg er kan ikke "fanges" og "sættes i ramme", som i et stillbillede, - et fotografi der foreviger et øjeblik, - øjeblikket er jo slut et øjeblik efter, og bliver hele tiden til nye øjeblikke, - jeg gør.
Evig fornyelse, evig forandring, men dog med tråde der linker mig til øjeblikkene før, - som erfaringstråde jeg får med mig, fra den jeg var før og før og før...... - Tråde der væver sig ind i det næste øjeblik, og skaber et nyt billede, - et nyt vibrationsmøn-ster af den jeg er lige nu, - som et kalejdoskop der hele tiden spejler nye versioner af billeder og mønstre - nye fragmenter af virkeligheden, - min virkelighed, - mig.
Jeg føler jeg har en grundtone der er mig, og ud af den udspringer det jeg definerer mig selv igennem, indtil jeg har bevæget mig til nye steder, og nye definationer, - der dog altid et eller andet sted bærer ekkoet af min grundtone i sig.
Jeg skal helst kunne mærke denne min grundtone i mig, - ekkoet skal være tydeligt. - Jeg skal helst være i kontakt med forbindelsestrådene der minder mig om hvem jeg er, - (uden jeg jo på den måde er en bestemt), - men tonen, vibrationen, - som melodier, som farver, som vand der flyder, - bevægelsen, forandringen, fornyelsen, - jeg er midt i skabelsen, - hele tiden er jeg midt i skabelsen. Og forbindelsestrådene der linker mig til denne skabelse, og til det der minder mig om hvem jeg er, - til det jeg kalder mig selv, - uden dem ville jeg blæse omkuld, og fare vild i denne verden, - som er det jeg på mange måder stadig har flest erfaringer med. - Men ikke kun længere, - slet ikke kun længere.
Der er "guld og sølvtråde" i mit liv nu, - gyldne erfaringstråde der er skabt igennem de sidste år, og som lyser op og viser mig på vej, - og som også belyser de erfaringstråde der er skabt i angst, og som kan føre mig bort og på vildspor, og alt for lang væk fra mig selv og fra forbindelsen til min grundtone, - væk fra floden, åen, og alt det flydene og levende i mig, - angst der stopper vandet i mig til. - Det kan stadig ske, men aldrig igen kan jeg miste mig selv og blive væk fra det i mig, som er så nødvendig for min eksistens, på samme måde som tidligere, - for jeg har "guld og sølvtråde" i mit liv nu :o) - Jeg har en base i mit liv nu, - en ydre base, der er med til at fundere mig i al bevægelsen i mit indre, - som et anker er jeg for livet i mig selv, - som et anker er jeg som krop. - Alt jeg mærker mærker jeg inden for denne grænse, - en samlethed der samtidig med også udvider og skaber adgang til uendelige universer inden i mig, - og til forbundethed i både mit ydre og indre. - Jeg har mennesker i mit liv nu, som jeg føler mig forbundet til, og med, på forskellig vis, - forbindelser der skaber forbindelse til mig selv, - "guld og sølvtråde" så jeg kan forbinde mig endnu mere med min grundtone, og følge de vibrationer og frekvenser der udgår fra den, - følge strømmen, - flyde med vandet i floden, - i min å, - flyde med den jeg er i dette øjeblik :o)
Jeg har en funderet tryghed i mit liv nu, - der gør frihed til at være mig mulig på en måde jeg aldrig har oplevet før, - og alligevel kan der være dage hvor det skaber frygt. - Frihed kan skabe frygt, - det at "stå i det åbne" og turde lade sårbarhed være styrke kan skabe frygt. Men frygt er en del af livet ligesom følelser, - ligesom sorg og vrede og glæde er det, - frygt kan beskytte mig hvis jeg kommer i fare, - frygt er noget jeg mærker i min krop, som en ledetråd, - og som en ven måske, - som mod der kalder mig til nye verdner, når jeg ikke længere kan blive i de gamle, - frygt kan være modet jeg mærker i overgangene, - i øjeblikkene mellem øjeblikkene. Og alle mine øjeblikke er forbundet med hinanden af "guld og sølvtrådene", - jeg kan trygt være bange, - når det er det jeg er :o)
