Det er længe siden jeg har skrevet her, - det er længe siden jeg har været i dette mit ”rum”, men nu søger jeg herind, for jeg har brug for at mærke ”vægge” lige nu, - de ”vægge" der her bliver til af mine ord. - Jeg starter med at befinde mig ”i det åbne”, uden ”vægge”, uden noget, - blot mig.
Jeg har sådan brug for at finde samling lige nu, og at sætte mig her og skrive er et forsøg på det.
Der sker så uendelig meget inden i mig og med mig for tiden, at jeg ikke helt kan følge med, med ord på skrift, og i det hele taget med ord, - og mig der ellers har så mange ord inden i mig, - ord jeg kan ”male” med og skabe ”billeder” af, - ord jeg bruger som åbninger - en slags ”vinduer” ind til min inderside, - eller fra min inderside og ud er det nærmere J - Lige for tiden slår ordene slet ikke til, og jeg mærker også nu hvor jeg sidder her, - de kommer ikke bare, - jeg er ligesom for stille inden i, - jeg tror måske jeg er bag ordene, uden jeg helt ved det. - Hvis, så finder jeg vist ingen ”vægge” i ordene lige nu, - jeg har ellers sådan brug for ”vægge” lige nu føler jeg, - brug for noget der kan ”give mig mig selv tilbage”, - brug for noget at læne mig op af, - og lige nu er der mest af alt det der føles som det åbne rum, og mig i det. - Jeg mærker udsathed og sårbarhed her, - jeg mærker en sorg et sted, jeg ikke ved hvorfor er der, - jeg mærker erindringer om manglende ”vægge”, - og om ”vægge” der blev til ruiner, - jeg mærker smerten ved noget der var, men som forsvandt før jeg helt havde lært det at kende, og jeg mærker smerten ved noget der var, som forsvandt og efterlod en frygt for at miste i mig.
Hvorfor mærker jeg mon alt det nu? - jeg ved ikke hvorfor, føler bare at alt det der sker inden i mig og med mig, - denne udvikling og vækst jeg befinder mig midt i, og som er i mig, måske er med til at skabe sprækker, der åbner ind til en anden tid. Samtidig med at det ikke kun er fortid og gammelt jeg mærker, - mest af alt er det nyt, og ukendt land der gør mig sårbar på en anden måde end jeg tidligere har kendt til.
Det ”gammelkendte” her i det nye er nærmere at i dette ukendte land, og i denne sårbarhed, vækkes tidligere erindringer til live igen. - Jeg kender jo til sårbarhed og den urummelighed det tidligere har været for mig, - jeg havde ingen ”vægge” dengang, - og nu hvor jeg mærker sårbarhed igen, om end af en anden grund, frygter jeg ligesom dengang, at være uden ”vægge”, og jeg begynder at lede efter dem, - efter et eller andet der kan skabe samling, der hvor jeg frygter at blive spredt, som jeg husker det fra mange andre gange hvor jeg har følt mig sårbar, - men dengang på en måde jeg ikke kunne være med. - Og dengang er ikke nu, - alligevel er det som om jeg først må erfare det før jeg kan mærke det, - og i overgangen er der bare ingenting at holde i, - og dog…..
Mit omrids er blevet stærkere, - det har aldrig før været så stærkt som nu, - og det samler mig i mig selv, og fungerer faktisk som ”vægge” for hele mig i min inderside verden, og som en beskyttelse mod den udvendige verden også, - mod stemninger, energier, og ”farver” der aldrig har været mine, men som har tendens til at krybe ind under huden på mig. - Uanset hvor tykt mit omrids bliver, kryber det jeg mærker vist stadig ind under huden på mig, - forskellen er måske bare, at jeg bedre kan skelne mellem det udvendige og det indvendige nu, mellem andres og mit, på en måde så det ikke længere lægger sig der i mig hvor jeg selv skal være, - jeg ved hvor jeg bor nu, - er ikke længere hjemløs inden i mig, - og når jeg er her, kan jeg ikke længere "invaderes" på samme måde, som jeg kunne da jeg ikke var i mig selv.
Jeg mærker herfra hvor jeg er nu, mit omrids, ”væggene”, og følelsen af sprækker og åbninger ind til tiden før, hvor der ingen vægge var, - jeg mærker både ”ingen vægge” og ”vægge”, som spor der krydser hinanden, - som parallelle verdener der har opgivet deres lige linjer at følges ad, og som i stedet har valgt at bryde alt, og glide ind i hinandens verdner.
Jeg mærker og har lige nu ikke noget sted at søge ly, andet end i den sårbarhed jeg befinder mig midt i, - inden i mig, - midt i, i ukendt land, der på en eller anden måde er grænset op af noget fortidigt, samtidig med alt er åbent, som uendelighed, og uden grænser overhovedet.
Når jeg søger ind i sårbarheden, som både et slags kendt og fremmed punkt i det ukendte på en gang, og blot er her, hvor jeg føler mig mest blottet og udsat, mærker jeg også en styrke, - mit omrids, som en slags omfavnelse af mig holder det hele min verden og mig sammen her hvor jeg er nu, - jeg er forankret i mig som krop, - lige inden under huden og uden på, - jeg fylder den ud nu, - fylder mig ud, - det er det jeg har at holde fast i, - det jeg har at læne mig opad, - det der er mine ”vægge”.
Jeg fandt godt nok også en forbindelse til ordene i det måske bagvedliggende ”rum”, - ordene, - men måske de mest af alt understøtter de ”vægge” der allerede er der, og er ikke ”vægge” i sig selv? - måske....
Uanset så det at skrive, eller dele, - sætte ord på noget, - det er som om det hjælper mig til at finde vej, - det er som om det bygger bro, - mellem mig og andre mennesker måske, - mellem min inderside og yderside, - mellem det kendte og ukendte, - mellem de ”vægge” jeg i mig selv som menneske og krop er, og det ”åbne rum” der igen og igen griber mig i sin åbenhed, - griber mig, i der hvor åbenheden er "væggene".
