Redningsskibe, og det der bliver til stille vand

Sorg kan være som det redningsskib der kommer og samler os op, når vi er ved at drukne i smertens hav.

Engang troede jeg det var sorgen jeg druknede i, så jeg blev bange for den, - men det har aldrig været sorgen, det har været smerten når den manglede sit udtryk. Og mig der ikke havde dette udtryk, aldrig havde lært denne følelse at kende på en tryg måde, - jeg druknede bare, i smerten, - i dens manglende udtryk.

Det er smerten jeg er bange for, - altid smerten, - sorgen er smertens lindring, - redningsskibet der bjærger druknende, - bjærger mig når jeg befinder mig på det dybeste vand, og trækkes ned mod bunden.
Når jeg synker og ikke længere kan få luft, - når jeg har sluppet min kamp mod bølgerne, og ikke længere kan hverken svømme eller træde vande, - så kommer mit redningsskib, - sorgen.

Jeg sejler indimellem meget med dette skib, - jeg ved ikke altid helt hvad jeg sørger over, men jeg sørger, - mens jeg rejser over smertens hav uden at kende noget bestemmelsessted, - uden at vide hvilken næste kyst jeg på et tidspunkt ankommer til.
Lige nu har jeg kastet anker, - havet er blevet stille, og alle steder jeg kigger ned i det, ser jeg mig selv, - og mærker......

Det er så forunderligt, hvordan indersideliv, - sansninger og følelser, der får rum og plads, og bliver vist en vej ud, - hvordan indtryk der får udtryk, kan forvandle alting, - smertehav bliver til stille hav, - og jeg føler pludselig jeg selv bliver til det skib der sejler, og til det hav jeg sejler på, - mit liv rejser med mig inden i, mens jeg rejser igennem livet, - og verden, (både den indre og den ydre), sammen med mig selv.

Nogen gange sejler jeg på smertens hav, og mit skib er et redningsskib, - andre gange bader jeg i glædens hav, - og andre gange søger jeg stilheden på bunden, og kan sagtens trække vejret, - der er smerten ikke den fremherskende.

Jeg er både skibet og havet og den der sejler på det, og den der bader i det, - og så er jeg  den som det hele foregår i.

_______________________________

Jeg synker -

trækkes væk fra verdens støj

fra krusningerne der bryder min stilhed

jeg synker -

det er havets himmel der kalder mig hjem -

Her kan jeg flyve som en engel

vægtløs

i tyngdekraftens favn

her kan jeg bade i lysets stråler -

der nænsomt

og uden at flænge min hud

skærer sig vej igennem havets overflade

De finder mig i stille vand -

lysets stråler

og danser med mig i mit indre

danser -

jeg drukner

men uden at dø

havets himmel griber mig

som hænder

der aldrig kunne finde på at gøre fortræd

blødt vand

gør mig ligeså lydløs

som stilheden selv

blødt vand

berøring

jeg mærker alt der er

og danser med

Som et spejl

er havets himmel

som et spejl

jeg genkender mig selv i

her kan jeg flyve som en engel

og uden at dø først

her er dybderne mit anker -

vandets tyngde

og min vægtløshed

det der fæstner mig i tid og rum -

får mig til at blive

jeg forsvinder ikke med vinden her

og spredes ud i verdensrummet

til steder hvor der ingen vægge er -

og ingen horisonter til at standse mit blik

jeg forsvinder ikke med vinden her -

blødt vand tegner mit omrids

stille toner jeg frem

mens lysets stråler vidner

Indadhed

Jeg søger indadheden i disse dage, for ikke at blive væk i alt det udvendige, - mine "vægge" er for "tynde", og kan ikke holde verden og verdens "støj" ude, - eller holde mig inde. - Er det mon mere det, - er der overhovedet nogen forskel? 
Jeg flagrer afsted med alt der bevæger sig, - flyver afsted på må og få, - og inden i mig summer lyd og vingeslag mod ruder, ingen vej ud, - indtryk der fanges, ligesom fugle mod glasruder.
Mine vinger er trætte, de vinger jeg slet ikke har, - amputerede vinger, hvordan kan jeg overhovedet flyve? - Jeg troede ikke mennesker fløj, - alligevel ser jeg det overalt, - mennesker der flyver, - mig der flyver, og opdager jeg ingen vinger har, - fald - jeg falder til jorden, som en sten, - mens jeg ser andre flyve videre.

Menneskeliv, - bevægelsen er over alt, - hvor er stilheden og bevægelse der ophører? - en indånding der udåndes, - balance?
I min verden føles alt som indånding for tiden, - ingen udånding, - jeg er ved at blive kvalt. 
Alt går ind, - uden at komme ud igen, - jeg bliver for fyldt - og kan ikke længere være i mig selv, - det er her jeg falder, - puffes ud af min egen krop, - mig der flyver, og opdager jeg ingen vinger har....... fald.......

Jeg søger indadheden i disse dage, - jeg leder efter det sted hvor jeg frit kan ånde ud, - hvorfor holder jeg på mit vejr? - hvorfor er jeg så bange? - er det fordi jeg ikke kan flyve? - er det fordi jeg mere er som vand, der hvor andre er som luft? Og hvad med dem der ikke flyver? - dem der har rødder ned i jorden, og formår at blive, - selv de kan blive til forvildede fugle inden i mig, - udånding der udebliver.
Jeg kvæles af for meget luft, og for meget jord, - eller måske er det for lidt, jeg ved det ikke helt.
Jeg har "hjemve", - men hvor er hjem? - inden i mig, tror jeg, - men hvad når der ikke er plads til mig selv længere? - hvor er jeg så? - ude af mig selv, - som et menneske der lige nu bare ikke aner hvad det at være menneske egentlig vil sige, - jeg føler mig som en fisk på land, - en fugl bag glasruder, - som mig, der lige nu ikke ved hvem jeg er, - og hvordan skal jeg så kunne være mig? 

Jeg mærker hvordan alt der strejfer og berører mine vægge/(mig) efterlader aftryk, - men er det mon det der gør mig til mig? Er jeg blot et "produkt", af alt det der med tiden har strejfet og berørt mig, - modelleret og farvelagt mig? Eller var jeg mig før også? - som et uskrevet blad, eller allerede fyldt med "ord" - ordløse ord? - Jeg husker kun en ting, - erindrer at jeg allerede dengang var en søgende sjæl også. - Jeg har altid vidst hvad jeg søgte efter, en længsel har drevet mig siden mit første møde med denne jord, - uden der findes ord for det jeg længes efter. - Jeg ved det blot når jeg mærker det, og mange gange har jeg troet jeg har fundet det, og måske har jeg også, måske er det en del af mine fund, - at opdage, at det jeg troede jeg havde fundet ikke var det, på den måde alligevel, - men noget andet, - som en del af min vej, - vejen hjem måske, - hjem til mig, - hjem i mig.
Jeg tror det jeg længes efter er mig selv, der hvor jeg ikke hele tiden slås omkuld, - af verden der "rammer" mig, - eller mig der rammer ind i den. - Jeg vil så gerne lære at leve med mine "tynde vægge". 

Jeg må søge midten, - i orkanens øje er der stille.

  

Tomhed der fylder, - som et værn

Vaklende ambivalens, -

noget i mig vil væk,

samtidig med noget andet kun kan blive. 

Tomhed der fylder, -

 jeg er bange for tomheden, -

den runger

og giver mig en følelse af at være alt for alene

 i et alt for stort rum -

et rundt rum uden hjørner jeg kan søge beskyttelse i, -

et rundt rum jeg ikke kan komme ud af, -

der er ingen døre og vinduer, -

jeg kan kun blive,

selvom alt i mig skriger på at ville ud, -

bare væk.

I dag blev det, der kun kan blive, den tyngde der lagde sig over min flugtimpuls, - hele mig endte med at være nødt til at blive, og jeg mærkede hvorfor jeg sådan frygter tomheden.
Det er som om alt der linker mig til verden føles som forsvundet i intethed og i det gråeste grå. - Jeg føles som forsvundet, fra alt det jeg ellers mærker giver mig betydning, - jeg kan ikke mærke det i tomheden, - det eneste jeg mærker er mig selv, der ikke kan mærke andet end tomhed, - det føles som alt for lidt og alt for meget på samme tid.
Det er som om tomheden gør umærkbar og mærkbar på en gang, - på samme måde, som den kan fylde selvom den er tom, - tomhed der fylder i sin tomhed.

I dag, da jeg først fandt ud af at hele mig kun kan blive, mærkede jeg pludselig at tomheden er kommet som et værn mod fyldthed faktisk, - mod noget der kan føles som for meget, - for mange indtryk, for meget "fyldt på hed", - for mange ”farver der aldrig har været mine” - følelser - tanker - ord uden udtryk - og indtryk der finder udtryk. - Verden omkring mig, - energier, - stemninger - fantasier - frygt der bliver til mistolkninger - ord der aldrig er blevet sagt - undladt sandhed og det der føles som løgn - skammens hav der truer med druknedøden - og løgn som en måde at redde sig selv i land på - skyld - og det at vende tilbage ”uden at dø”. - Andre lag af skyld - beskyttelse mod smerte - ”sorte svaner og hvide svaner” - mørket og lyset - at forsvinde ind i andre virkeligheder for at finde mig selv der også - spejle af virkeligheder - som film - der gør mig til et vidne - jeg mærker mig selv igennem andre universer - og jeg mærker mig selv i det helt konkrete - vand i en spand - heste der skal have mad - mig selv igennem mit omrids - min krop - indersider og ydersider - forskelle - almenhed - fællestræk - og det der skiller sig ud - historier - "baggrunde" der "tegner mennesker op" - mig der alt for nemt "falder af papiret", ryger ud af min "baggrund" her i den 3 dimensionelle verden, - og så Tomhed når alt andet i verden fylder mere end jeg i mit omrids og mig kan rumme.

~ Tomhed som beskyttelse imod fyldthedt ~

~ Tomhed der pludselig giver mening ~

Vinduer og døre i tomhedens vægge, - indgange og udgange til alle steder i mit liv, - åbninger og lukninger, er fra det ene øjeblik til det andet nu blevet tilgængeligt og mærkbar for mig, her midt i min tomheds beskyttelse af mig, - i her hvor den giver mening.
Jeg mærker alle disse døre og vinduer, - indgange og udgange - rum der alle indeholder mit liv, - og mig - når jeg træder ind i dem, - jeg kan frit vælge, hvilke rum jeg vil ind i, - forlade tomhedens rungende rum, som jeg ville have gjort alt for at komme ud af tidligere, hvis jeg på det tidspunkt havde kunnet. 
Nu, - nu har jeg valgt blot at blive, - blive her i tomhedens rum, som det værn - den beskyttelse, der i første omgang var dens grund til at indfange mig. - Værn og beskyttelse imod alt det i alle disse rum, som var gjort usynlige og utilgængelige for mig, - før nu.
Mit livets rum og opbevaringssteder for alt hvad jeg indeholder og med tiden er blevet beriget med, - berørt af, - beskadiget af - og igen også helet af, og stadig heles af, - minder - erindringer, - alt det hele, og i alt det hele, også det knuste.

Der er så meget fyldthed i mig, - der er så meget af alting i mig, - og der er dage hvor jeg blot må mærke ingenting - mærke tomhed for at alt det hele i mig, kan finde sin plads, - for at jeg kan finde min plads, i mig selv med alt det hele, - og i verden. Og for at alt det i verden der berører mig, kan finde sin plads i mig

Mit omrids er den eneste grænse mellem ydre og indre, - som et tyndt forhæng hele verden blæser igennem, - der er så meget der kryber ind under min hud.

Der er dage hvor jeg bliver for fyldt, - de dage kommer tomheden så, som et værn, - har jeg opdaget i dag.  

~ Jeg har aldrig været taknemmelig for Tomhed før ~

~ det er jeg nu ~

 

 

 

Lys og mørke, - "rum" og "vægge"

Udenfor mit vindue blæser det, - stormvejr midt i mørket, - jeg sidder her i ly, i en lysende lille hule inden i mit "dukkehus", - beskyttet af vægge, - stormen kan ikke virkelig nå mig, og der er stille inden i mig, - så heller ingen storme kan nå mig herfra lige nu.

Jeg sidder her og tænker på hvordan mørket egentlig skaber "vægge" for lyset, - så lyset kan skabe "rum", - en form for samarbejde føles det som.
Jeg oplever det hver gang jeg tænder lys der hvor der er mørke, - der skabes "rum", - et "rum" af lys, som er indrammet af mørkets "vægge", - og som giver mig en fornemmelse af at "finde mig selv" igen der i mørket, hvor der blev lys, - et trygt sted for mig at være, - hvor både mørket og lyset føles trygt, - som om de er en slags venner.

Det er så konkret, at tænde et lys og skabe et rum, og på den måde holde "afstand" til mørket, - til "væggene" lidt længere ude end selve det egentlige rum, - men mørket er ikke udelukket, - det har en funktion, der gør det ligeså vigtig som lyset i den sammenhæng, føler jeg. 

Jeg ved godt der også er et "rum" når der intet lys er til at "male" rummet op, - men alt flyder ligesom ud i ét der, - der er ingen synlige omrids og grænser, jeg kan ikke se "væggene", for alt bliver ligesom til væg eller "fyldt rum", - et rum fyldt op af mørke. Og nogen gange føler jeg mig ikke tydelig nok i mig selv i så mørke rum, - jeg bliver ligeså èt med mørket, som mørket bliver med mig, og med alt som det omkranser eller udfylder eller skjuler i sin tæthed.

Inden i mig er det lige sådan, - når mørke fylder mig ud forsvinder jeg med det, og finder først mig selv igen når der "tændes lys", og skabes et "rum" til mig i det. - I mange år var det hvis der tændes lys, - for mit mørke blev altid mørkere, og mere og mere tæt, og de lys der blev tændt og skabte håb, og rum, blæste altid ud igen.
Der kom storm, og vindene blæste lyset ud, - og selv når der blev stille igen, forblev mørket bare tættere inden i mig og blev hele tiden mere kompakt.
Jeg ophørte til sidst med at lede efter lys, for mørket der tog mig når lysene blæste ud, var altid værre end det mørke der havde været før. - Jeg blev bange for lyset, - fordi jeg var bange for det mørke, lyset efterlod mig i når det forsvandt.

Jeg bliver stadig nogen gange bange, - for mistet lys og for mørket, - for efterladthed af en art. Og bare for minderne om det, - erindringen kan være rigelig nok, og så smertefuld at selvom lyset ikke er blæst ud igen, så kan fortiden skygge, så det føles som om den igen er nu, - og formørke alting inden i mig, - så jeg ikke kan få øje på og mærke det lys der faktisk er. - Det sker når jeg bliver "ramt" i min historie, - i de minder og i de erindringer, der som nervebaner direkte linker mig til fortidens sår, - selvom de er helede, kan det stadig føles som om de begynder at "bløde" et sted under huden på mig.

Lige nu mærker jeg hvordan det ydre stormvejr gør jeg ikke går i seng, - det minder mig om uvejr, og uvejr minder mig om fortabelse inden i mig selv, - indre stormvejr og uvejr - forlisthed, - jeg har ikke lyst til at slukke lys lige nu, og gøre et rum udhvisket.
Og jeg læste i dag noget, som gjorde så dybt indtryk på mig, - og som vækkede noget i mig, som jeg havde glemt, og som jeg alligevel aldrig havde glemt, men blot gemt, og det fylder i mig nu. 

Det jeg læste handlede om skam men også om kærlighed, - om tilknytning, - om relationer mellem professionelle, der alle arbejder i psykiatrien, og så deres borgere, - "patientmenneskerne", - en af dem jeg selv har været i så mange år af mit liv, at det på et tidspunkt var halvdelen. - Den halvdel er jeg forbi nu, og også forbi den første halvdel er jeg selvfølgelig, - de to halvdele var på et tidspunkt hele mit liv, - men nu er jeg startet på ny, - et nyt liv, der har varet lidt over 2 år nu, - og om 14 - 16 år, har jeg været længere tid udenfor systemet end jeg har været i det, - det vil være skelsættende,  måske ligeså skelsættende som det at komme ud var/er :o)

Men tilbage til det jeg har læst, som gjorde så dybt indtryk og som berørte mig sådan. - Kærlighed og skam, - og her fra de professionelles sted, - som de har mærket det, - både i den mere gængse psykiatri, og så i der hvor tilgangen er Åben Dialog. - Jeg mærkede sådan genkendelse i det jeg læste, - men bare fra mit sted, - fra mit patientmenneske-sted.
Jeg mærkede og husker hvordan man så nemt bliver "gidsel" i der hvor de professionelle ikke helt kan være sig selv, men må gemme deres følelser, - og ikke lade en tilknytning blive for tilknyttet, - hvor professionel distance og afstand gik forud for nærvær og tæt på hed, - hvor involverethed var lig med uprofessionelt. 
Jeg mærkede og husker hvordan det modsatte også har gjort mig til "gidsel", - hvor tæt på hed og nærhed og involverethed var legalt, - jeg måtte gerne holde af, - og føle mig holdt af tilbage, - indtil noget pludselig ændrede sig, og alt mere eller mindre ophørte fra det ene øjeblik til det andet, - det har jeg oplevet flere gange, og hver gang har det efterladt mig i skamfølelse, - for jeg følte og troede det var mig der havde gjort noget galt. Og der var ingen ord, der kunne give mig en anden følelse.

I dag da jeg læste om den skam professionelle kan føle, fordi det ikke blot overalt i psykiatrien er "alment" og tilladeligt at føle ægte følelser for de patienter/borgere man arbejder tæt med og bliver involveret i forhold til, blev jeg så ked af det, - jeg har aldrig set eller hørt og mærket præcist de ord udtalt af dem selv. - Jeg har mærket alt mulig inden i mig selv, men jeg har ikke vidst hvad det var, - at det også var det her. 
Tænk at der kan opstå skam, fordi nogen måske ikke kan "leve op til" den såkaldte professionelle distance, - ikke formår at kontrollere deres følelser tilstrækkeligt, - det er så uhyggeligt synes jeg. Og bliver en direkte afspejling af noget der så meget kommet til at berøre patientmenneskerne/brugerne/borgerne. 
De professionelles skam forbliver ikke lukket inde i et rum, hvor ingen udover dem selv, mærker den, - den vil sive ud, som alt mulig uudtalt, usagt, - som alt det mærkbare man ikke ved hvad er, fordi der ingen ord er, eller fordi de ord der er, ikke stemmer overens med det, den der siger dem, sender ud kropsligt.
 
Som patientmenneske kan man så meget blive "bærer" af det de professionelle ikke selv kan bære og være med, fordi de ingen steder har at gå hen med det, - fordi det måske er for skamfuldt? - det kommer i stedet til at ligge imellem relationen, - jeg har mærket det, jeg kender det så meget. Og har "båret" det igennem den smerte, som den afstand alt det uudtalte og usagte skaber.
Og tænk at en afstand man som patientmenneske mærker i forhold til den eller dem der skal hjælpe en, kan være en professionel der er "gidsel" i deres eget arbejdsmæssige systems regler, - at skammen kan være et udtryk for kærlighed, for ægte holde af følelser, der intet udtryk har, men skal holdes spærret inde, fordi det ikke er passende, - ikke professionelt.
Det bliver som et spejl der holdes op, - af et mørke uden lys,  - hvor har jeg reageret meget igennem mit symptomsprog på alt det der aldrig blev skabt et fælles sprog for, - reaktioner på følelser uden noget udtryk, - andres og så mine egne, - på lys der der hele tiden blæste ud, fordi der aldrig var stille nok vejr, - på mørke jeg forsvandt ind i, og som forsvandt ind i mig og tog min plads, - mørke der slet ikke kun var mit eget.

Jeg sidder og mærker, - kærlighed er et stort ord, - men hvis kærlighed er det "hav" vi alle svømmer i, - hvis det er "ilten" og det der gør levende, - hvis det er forbundetheden med andre mennesker, fremfor isolerede øer uden broer imellem, - hvis det blot er det vi alle lever af - udtrykt igennem omsorg, nærvær, medmenneskelighed, empati, autentiskhed, ægthed, tillid, og følelser (og så en masse andet også), hvad er dog så problemet? - Hvorfor så al den frygt og behov for afstand og gardering og opdeling, - kategoriseringer? - for hvis skyld bliver det gjort? - jeg forstår det ikke og kommer aldrig til at forstå det.
Men jeg ved jo ikke præcist hvad kærlighed er, kan ikke definere den som sådan, - men dog ved jeg hvordan den mærkes når den er til stede, - og det tror jeg faktisk altid den er, - men det er ikke altid den er mærkbar, - det er ikke i alle rum, hvor der skabes det fælles rum mellem mennesker, der gør den mærkbar og levende og flydene, - som et nærvær, en berøring, en berørthed. - Jeg tror der skal mennesker til at sætte den i bevægelse, - kærligheden og dens nærvær, - mennesker der på en eller anden måde samstemmer sig med hinanden, men fra hvert deres sted og omrids. - Uden hinanden er vi ingenting, - "jeg ser mig selv i dine øjne" siger en der hedder Bakthin, - og det føles så rigtigt i mit liv, og i mine erfaringer med andre mennesker. - Men jeg ser kun mig selv, der hvor den anden også tør se sig selv i mine øjne.

På mange måder er det er så enkelt, - der hvor der er plads til det der nu er, - f.eks.  følelser, og også de store følelser, som kærlighed og skam, - der opstår der slet ikke skam på den måde, som der kan gøre hvor der ingen plads er, - der opløses den i stedet, og kærligheden skaber grobund for at alle kan vokse endnu mere helt ind i sig selv, - få øje på sig selv i de andres øjne. 
  
Der hvor jeg mærkede professionelle være mennesker med følelser, - mennesker der kunne være med deres egne følelser i forhold til mig, - der blev der skabt et rum af tændt lys, og mørket fik en funktion som vægge, - det gjorde jeg også kunne være med mine følelser, - det var dem der også blev skabt rum til, - mine følelser, - mig, - men også deres følelser og dem, - de profesionelle, - de blev mennesker, og det forvandlede mig som patient til menneske også, - vi blev mennesker sammen.
Og måske er det bare det vi alle sammen skal være, - mennesker sammen, - der får øje på os selv i hinandens øjne? - så vi kan være dem vi hver især er - sammen med hinanden :o)

Jeg ønsker psykiatrien overalt med tiden forvandler sig og bliver et sted hvor der skabes rum af tændte lys, - rum der favner alle, - både de professionelle, patientmenneskerne, de pårørende, - alle involverede. 
Hvis ikke de professionelle, kan trives og have lov at være dem selv i deres job, med følelser og alt det hele, - være et menneskeligt instrument, for deres indersider, og derigennem bruge og udtrykke deres faglighed også, - og mærke i den enkelte situation og tilknytning, og sammen med den det vedrører, hvad der vil være det rigtige at gøre, fremfor at blive dikteret af stivnede systemer og regler, der ikke levner plads til liv og autentiskhed, - hvordan skal dem de forsøger at hjælpe så nogensinde kunne få øje på dem selv i deres øjne? - og selv blive levende og autentiske igen?
Jeg blev det, - jeg fik øje på mig selv i øjnene, - fandt mig selv i de rum som lyset skabte i og sammen med mørket, - jeg blev det, - efter en rum tid uden de øjne der virkelig kunne vise mig mig selv, og uden de rum, hvor også mørket fik en vigtig funktion sammen med lyset. - Det gør ikke noget der gik så mange år først, - det giver mening i dag, - dyb mening, - som en baggrund der får alt det andet til at træde endnu tydeligere frem.
Jeg ønsker bare sådan at mange flere også skal få den mulighed.

Og med det ønske inden i mig, vil jeg nu gå i seng, - trods stormvejr og mørke der udhvisker rum, - for lige nu er der lys nok i mig selv, og rum nok i mig selv, - jeg bliver ikke væk i natten , - og snart er det faktisk morgen :o)

"Væggene" i "det åbne"

Det er forunderligt hvordan det at "træde ind" i dette "rum", - hvordan det at sætte mig her for at skrive, og finde ord, jeg endnu ikke ved hvad bliver for ord, henfører mig til det at "stå i det åbne", - til de følelser og tilstande, - til den åbenhed og sårbarhed jeg kender så godt fra selve Åben Dialog møderne, og den tilgang og holdning og måde at være/gøre på, som Åben Dialog så meget er et udtryk for.  

I går var der en følelse af næsten alt for meget sårbarhed, i det at skulle starte dette "rum", - dele mig selv herfra, - fra et sted jeg endnu ikke følte mig helt fortrolig med. I dag møder jeg allerede en genkendelighed, ikke så meget i selve denne form, - bloggen her. Mere er det, at inden i mig er dette skriverum allerede blevet til et "Åbent Dialog rums møde", - til et stille og nænsomt sted jeg kan søge hen, når jeg har brug for at møde mig selv i den samling, og i alt det, som jeg ellers, og netop kender så godt fra selve Åben Dialog, - fra møderne og alt det hele.

Det var disse møder, der i sin tid skabte "vægge" for mig, så jeg kunne forblive i "det åbne" inden i mig, - blive samlet der hvor jeg var spredt.
Det var disse møder, der gjorde mødet med mig selv muligt. - Jeg blev mødt, og i dette møde mødte jeg mig selv, - og ikke som et spejl jeg fik øje på mig selv i, - det var "væggene", - jeg mærkede væggene og 
derigennem også mig selv.
Og "væggene" var menneskene, - dem der mødte mig og gav mig mig selv tilbage, - dem der "standsede" mig, - eller greb mine udtryk i de indtryk det gjorde på dem.
De gav mig mig selv tilbage igennem deres indtryk af mit udtryk, som de så nænsomt behandlede, igennem ord, - deres ord, - eller mine ord men med deres stemmer, og tilføjelser, - som et udtryk for deres indtryk, - som berørthed, bevægethed, - noget meget, meget mærkbart, som jeg har forsøgt at værne om siden.

Det er så fint og suptilt, så næsten gennemsigtigt, samtidig med det også er så fortættet, så stofligt, så kropsligt, - måske fordi kroppen bliver instrumentet, som disse mærkbare ord, - toner, - følelser, tilstande, indtryk og udtryk, spiller igennem. - Måske fordi man er sammen omkring noget der ikke lader sig gribe, men som griber en, - griber hver og en i rummet, - der lader sig gribe.  

Jeg værner om det der greb mig, - det vil jeg altid gøre, - det bærer mig stadig, og jeg bærer det hele inden i mig, - som toner der spiller og ikke lader sig gribe, - bevæger og bevæges - berører og berøres, - blot må mærkes.





 

Velkommen til denne her min blog :o)

Mærker hvordan jeg egentlig ikke helt ved hvad jeg skal skrive, - for hvordan starter man sådan en blog?
Mærker hvordan det føles så alt for følsomt og sårbart, - at mærke og finde ord for det jeg mærker, - og jeg som ellers er så vant til at dele mig selv og min inderside, med netop ord der beskriver hvad jeg mærker. - Men jeg er endnu i et "rum" jeg ikke er fortrolig med, - jeg kender ikke "væggene" her, - og jeg kender heller ikke mine evt. modtagere, - om der er nogen, - og hvis, om jeg så får mig selv tilbage i modtagelsen, og på hvilken måde, - eller om mit udtryk forsvinder ud i intetheden, - at der slet ingen modtagelse er. 
Kan jeg bære det? - Kan jeg bære mig selv i det, og forblive intakt i mit omrids? - Kan jeg risikere det? - tør jeg at stille mig her i "det åbne", hvor der endnu ingen fortrolige "vægge" er, og give mig selv og det jeg har at give, til verden, - kan jeg det også herfra? - Jeg kan det andre steder, men kan jeg det også her, - i dette "åbne rum", som jeg nu selv skaber, og inviterer andre ind i? - Ja, jeg tror jeg kan, - jeg føler jeg kan, - det er jo det jeg gør, - og det der lige nu blotter min følsomhed og min sårbarhed allermest. - Men det er også heri jeg finder min styrke, - følsomhed gør sårbar, og ud ad det vokser styrken. Uløseligt er de forbundet inden i mig, - vævet ind i hinanden og knyttet til den tråd, der forbinder mig allermest med mig selv. - Jeg kan ikke mistes længere, - den tråd forankrer mig i mig selv, og fylder mit omrids ud, med det der allermest er mig, - følsomhed der gør sårbar, der gør stærk.

Jeg sender nu mig selv afsted igennem mine ord, mens jeg samtidig med forbliver lige her hvor jeg er.