Jeg flagrer afsted med alt der bevæger sig, - flyver afsted på må og få, - og inden i mig summer lyd og vingeslag mod ruder, ingen vej ud, - indtryk der fanges, ligesom fugle mod glasruder.
Mine vinger er trætte, de vinger jeg slet ikke har, - amputerede vinger, hvordan kan jeg overhovedet flyve? - Jeg troede ikke mennesker fløj, - alligevel ser jeg det overalt, - mennesker der flyver, - mig der flyver, og opdager jeg ingen vinger har, - fald - jeg falder til jorden, som en sten, - mens jeg ser andre flyve videre.
Menneskeliv, - bevægelsen er over alt, - hvor er stilheden og bevægelse der ophører? - en indånding der udåndes, - balance?
I min verden føles alt som indånding for tiden, - ingen udånding, - jeg er ved at blive kvalt.
Alt går ind, - uden at komme ud igen, - jeg bliver for fyldt - og kan ikke længere være i mig selv, - det er her jeg falder, - puffes ud af min egen krop, - mig der flyver, og opdager jeg ingen vinger har....... fald.......
Jeg søger indadheden i disse dage, - jeg leder efter det sted hvor jeg frit kan ånde ud, - hvorfor holder jeg på mit vejr? - hvorfor er jeg så bange? - er det fordi jeg ikke kan flyve? - er det fordi jeg mere er som vand, der hvor andre er som luft? Og hvad med dem der ikke flyver? - dem der har rødder ned i jorden, og formår at blive, - selv de kan blive til forvildede fugle inden i mig, - udånding der udebliver.
Jeg kvæles af for meget luft, og for meget jord, - eller måske er det for lidt, jeg ved det ikke helt.
Jeg har "hjemve", - men hvor er hjem? - inden i mig, tror jeg, - men hvad når der ikke er plads til mig selv længere? - hvor er jeg så? - ude af mig selv, - som et menneske der lige nu bare ikke aner hvad det at være menneske egentlig vil sige, - jeg føler mig som en fisk på land, - en fugl bag glasruder, - som mig, der lige nu ikke ved hvem jeg er, - og hvordan skal jeg så kunne være mig?
Jeg mærker hvordan alt der strejfer og berører mine vægge/(mig) efterlader aftryk, - men er det mon det der gør mig til mig? Er jeg blot et "produkt", af alt det der med tiden har strejfet og berørt mig, - modelleret og farvelagt mig? Eller var jeg mig før også? - som et uskrevet blad, eller allerede fyldt med "ord" - ordløse ord? - Jeg husker kun en ting, - erindrer at jeg allerede dengang var en søgende sjæl også. - Jeg har altid vidst hvad jeg søgte efter, en længsel har drevet mig siden mit første møde med denne jord, - uden der findes ord for det jeg længes efter. - Jeg ved det blot når jeg mærker det, og mange gange har jeg troet jeg har fundet det, og måske har jeg også, måske er det en del af mine fund, - at opdage, at det jeg troede jeg havde fundet ikke var det, på den måde alligevel, - men noget andet, - som en del af min vej, - vejen hjem måske, - hjem til mig, - hjem i mig.
Jeg tror det jeg længes efter er mig selv, der hvor jeg ikke hele tiden slås omkuld, - af verden der "rammer" mig, - eller mig der rammer ind i den. - Jeg vil så gerne lære at leve med mine "tynde vægge".
Jeg må søge midten, - i orkanens øje er der stille.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar