Redningsskibe, og det der bliver til stille vand

Sorg kan være som det redningsskib der kommer og samler os op, når vi er ved at drukne i smertens hav.

Engang troede jeg det var sorgen jeg druknede i, så jeg blev bange for den, - men det har aldrig været sorgen, det har været smerten når den manglede sit udtryk. Og mig der ikke havde dette udtryk, aldrig havde lært denne følelse at kende på en tryg måde, - jeg druknede bare, i smerten, - i dens manglende udtryk.

Det er smerten jeg er bange for, - altid smerten, - sorgen er smertens lindring, - redningsskibet der bjærger druknende, - bjærger mig når jeg befinder mig på det dybeste vand, og trækkes ned mod bunden.
Når jeg synker og ikke længere kan få luft, - når jeg har sluppet min kamp mod bølgerne, og ikke længere kan hverken svømme eller træde vande, - så kommer mit redningsskib, - sorgen.

Jeg sejler indimellem meget med dette skib, - jeg ved ikke altid helt hvad jeg sørger over, men jeg sørger, - mens jeg rejser over smertens hav uden at kende noget bestemmelsessted, - uden at vide hvilken næste kyst jeg på et tidspunkt ankommer til.
Lige nu har jeg kastet anker, - havet er blevet stille, og alle steder jeg kigger ned i det, ser jeg mig selv, - og mærker......

Det er så forunderligt, hvordan indersideliv, - sansninger og følelser, der får rum og plads, og bliver vist en vej ud, - hvordan indtryk der får udtryk, kan forvandle alting, - smertehav bliver til stille hav, - og jeg føler pludselig jeg selv bliver til det skib der sejler, og til det hav jeg sejler på, - mit liv rejser med mig inden i, mens jeg rejser igennem livet, - og verden, (både den indre og den ydre), sammen med mig selv.

Nogen gange sejler jeg på smertens hav, og mit skib er et redningsskib, - andre gange bader jeg i glædens hav, - og andre gange søger jeg stilheden på bunden, og kan sagtens trække vejret, - der er smerten ikke den fremherskende.

Jeg er både skibet og havet og den der sejler på det, og den der bader i det, - og så er jeg  den som det hele foregår i.

_______________________________

Jeg synker -

trækkes væk fra verdens støj

fra krusningerne der bryder min stilhed

jeg synker -

det er havets himmel der kalder mig hjem -

Her kan jeg flyve som en engel

vægtløs

i tyngdekraftens favn

her kan jeg bade i lysets stråler -

der nænsomt

og uden at flænge min hud

skærer sig vej igennem havets overflade

De finder mig i stille vand -

lysets stråler

og danser med mig i mit indre

danser -

jeg drukner

men uden at dø

havets himmel griber mig

som hænder

der aldrig kunne finde på at gøre fortræd

blødt vand

gør mig ligeså lydløs

som stilheden selv

blødt vand

berøring

jeg mærker alt der er

og danser med

Som et spejl

er havets himmel

som et spejl

jeg genkender mig selv i

her kan jeg flyve som en engel

og uden at dø først

her er dybderne mit anker -

vandets tyngde

og min vægtløshed

det der fæstner mig i tid og rum -

får mig til at blive

jeg forsvinder ikke med vinden her

og spredes ud i verdensrummet

til steder hvor der ingen vægge er -

og ingen horisonter til at standse mit blik

jeg forsvinder ikke med vinden her -

blødt vand tegner mit omrids

stille toner jeg frem

mens lysets stråler vidner