Udenfor mit vindue blæser det, - stormvejr midt i mørket, - jeg sidder her i ly, i en lysende lille hule inden i mit "dukkehus", - beskyttet af vægge, - stormen kan ikke virkelig nå mig, og der er stille inden i mig, - så heller ingen storme kan nå mig herfra lige nu.
Jeg sidder her og tænker på hvordan mørket egentlig skaber "vægge" for lyset, - så lyset kan skabe "rum", - en form for samarbejde føles det som.
Jeg oplever det hver gang jeg tænder lys der hvor der er mørke, - der skabes "rum", - et "rum" af lys, som er indrammet af mørkets "vægge", - og som giver mig en fornemmelse af at "finde mig selv" igen der i mørket, hvor der blev lys, - et trygt sted for mig at være, - hvor både mørket og lyset føles trygt, - som om de er en slags venner.
Det er så konkret, at tænde et lys og skabe et rum, og på den måde holde "afstand" til mørket, - til "væggene" lidt længere ude end selve det egentlige rum, - men mørket er ikke udelukket, - det har en funktion, der gør det ligeså vigtig som lyset i den sammenhæng, føler jeg.
Jeg ved godt der også er et "rum" når der intet lys er til at "male" rummet op, - men alt flyder ligesom ud i ét der, - der er ingen synlige omrids og grænser, jeg kan ikke se "væggene", for alt bliver ligesom til væg eller "fyldt rum", - et rum fyldt op af mørke. Og nogen gange føler jeg mig ikke tydelig nok i mig selv i så mørke rum, - jeg bliver ligeså èt med mørket, som mørket bliver med mig, og med alt som det omkranser eller udfylder eller skjuler i sin tæthed.
Inden i mig er det lige sådan, - når mørke fylder mig ud forsvinder jeg med det, og finder først mig selv igen når der "tændes lys", og skabes et "rum" til mig i det. - I mange år var det hvis der tændes lys, - for mit mørke blev altid mørkere, og mere og mere tæt, og de lys der blev tændt og skabte håb, og rum, blæste altid ud igen.
Der kom storm, og vindene blæste lyset ud, - og selv når der blev stille igen, forblev mørket bare tættere inden i mig og blev hele tiden mere kompakt.
Jeg ophørte til sidst med at lede efter lys, for mørket der tog mig når lysene blæste ud, var altid værre end det mørke der havde været før. - Jeg blev bange for lyset, - fordi jeg var bange for det mørke, lyset efterlod mig i når det forsvandt.
Jeg bliver stadig nogen gange bange, - for mistet lys og for mørket, - for efterladthed af en art. Og bare for minderne om det, - erindringen kan være rigelig nok, og så smertefuld at selvom lyset ikke er blæst ud igen, så kan fortiden skygge, så det føles som om den igen er nu, - og formørke alting inden i mig, - så jeg ikke kan få øje på og mærke det lys der faktisk er. - Det sker når jeg bliver "ramt" i min historie, - i de minder og i de erindringer, der som nervebaner direkte linker mig til fortidens sår, - selvom de er helede, kan det stadig føles som om de begynder at "bløde" et sted under huden på mig.
Lige nu mærker jeg hvordan det ydre stormvejr gør jeg ikke går i seng, - det minder mig om uvejr, og uvejr minder mig om fortabelse inden i mig selv, - indre stormvejr og uvejr - forlisthed, - jeg har ikke lyst til at slukke lys lige nu, og gøre et rum udhvisket.
Og jeg læste i dag noget, som gjorde så dybt indtryk på mig, - og som vækkede noget i mig, som jeg havde glemt, og som jeg alligevel aldrig havde glemt, men blot gemt, og det fylder i mig nu.
Det jeg læste handlede om skam men også om kærlighed, - om tilknytning, - om relationer mellem professionelle, der alle arbejder i psykiatrien, og så deres borgere, - "patientmenneskerne", - en af dem jeg selv har været i så mange år af mit liv, at det på et tidspunkt var halvdelen. - Den halvdel er jeg forbi nu, og også forbi den første halvdel er jeg selvfølgelig, - de to halvdele var på et tidspunkt hele mit liv, - men nu er jeg startet på ny, - et nyt liv, der har varet lidt over 2 år nu, - og om 14 - 16 år, har jeg været længere tid udenfor systemet end jeg har været i det, - det vil være skelsættende, måske ligeså skelsættende som det at komme ud var/er :o)
Men tilbage til det jeg har læst, som gjorde så dybt indtryk og som berørte mig sådan. - Kærlighed og skam, - og her fra de professionelles sted, - som de har mærket det, - både i den mere gængse psykiatri, og så i der hvor tilgangen er Åben Dialog. - Jeg mærkede sådan genkendelse i det jeg læste, - men bare fra mit sted, - fra mit patientmenneske-sted.
Jeg mærkede og husker hvordan man så nemt bliver "gidsel" i der hvor de professionelle ikke helt kan være sig selv, men må gemme deres følelser, - og ikke lade en tilknytning blive for tilknyttet, - hvor professionel distance og afstand gik forud for nærvær og tæt på hed, - hvor involverethed var lig med uprofessionelt.
Jeg mærkede og husker hvordan det modsatte også har gjort mig til "gidsel", - hvor tæt på hed og nærhed og involverethed var legalt, - jeg måtte gerne holde af, - og føle mig holdt af tilbage, - indtil noget pludselig ændrede sig, og alt mere eller mindre ophørte fra det ene øjeblik til det andet, - det har jeg oplevet flere gange, og hver gang har det efterladt mig i skamfølelse, - for jeg følte og troede det var mig der havde gjort noget galt. Og der var ingen ord, der kunne give mig en anden følelse.
I dag da jeg læste om den skam professionelle kan føle, fordi det ikke blot overalt i psykiatrien er "alment" og tilladeligt at føle ægte følelser for de patienter/borgere man arbejder tæt med og bliver involveret i forhold til, blev jeg så ked af det, - jeg har aldrig set eller hørt og mærket præcist de ord udtalt af dem selv. - Jeg har mærket alt mulig inden i mig selv, men jeg har ikke vidst hvad det var, - at det også var det her.
Tænk at der kan opstå skam, fordi nogen måske ikke kan "leve op til" den såkaldte professionelle distance, - ikke formår at kontrollere deres følelser tilstrækkeligt, - det er så uhyggeligt synes jeg. Og bliver en direkte afspejling af noget der så meget kommet til at berøre patientmenneskerne/brugerne/borgerne.
De professionelles skam forbliver ikke lukket inde i et rum, hvor ingen udover dem selv, mærker den, - den vil sive ud, som alt mulig uudtalt, usagt, - som alt det mærkbare man ikke ved hvad er, fordi der ingen ord er, eller fordi de ord der er, ikke stemmer overens med det, den der siger dem, sender ud kropsligt.
Som patientmenneske kan man så meget blive "bærer" af det de professionelle ikke selv kan bære og være med, fordi de ingen steder har at gå hen med det, - fordi det måske er for skamfuldt? - det kommer i stedet til at ligge imellem relationen, - jeg har mærket det, jeg kender det så meget. Og har "båret" det igennem den smerte, som den afstand alt det uudtalte og usagte skaber.
Og tænk at en afstand man som patientmenneske mærker i forhold til den eller dem der skal hjælpe en, kan være en professionel der er "gidsel" i deres eget arbejdsmæssige systems regler, - at skammen kan være et udtryk for kærlighed, for ægte holde af følelser, der intet udtryk har, men skal holdes spærret inde, fordi det ikke er passende, - ikke professionelt.
Det bliver som et spejl der holdes op, - af et mørke uden lys, - hvor har jeg reageret meget igennem mit symptomsprog på alt det der aldrig blev skabt et fælles sprog for, - reaktioner på følelser uden noget udtryk, - andres og så mine egne, - på lys der der hele tiden blæste ud, fordi der aldrig var stille nok vejr, - på mørke jeg forsvandt ind i, og som forsvandt ind i mig og tog min plads, - mørke der slet ikke kun var mit eget.
Jeg sidder og mærker, - kærlighed er et stort ord, - men hvis kærlighed er det "hav" vi alle svømmer i, - hvis det er "ilten" og det der gør levende, - hvis det er forbundetheden med andre mennesker, fremfor isolerede øer uden broer imellem, - hvis det blot er det vi alle lever af - udtrykt igennem omsorg, nærvær, medmenneskelighed, empati, autentiskhed, ægthed, tillid, og følelser (og så en masse andet også), hvad er dog så problemet? - Hvorfor så al den frygt og behov for afstand og gardering og opdeling, - kategoriseringer? - for hvis skyld bliver det gjort? - jeg forstår det ikke og kommer aldrig til at forstå det.
Men jeg ved jo ikke præcist hvad kærlighed er, kan ikke definere den som sådan, - men dog ved jeg hvordan den mærkes når den er til stede, - og det tror jeg faktisk altid den er, - men det er ikke altid den er mærkbar, - det er ikke i alle rum, hvor der skabes det fælles rum mellem mennesker, der gør den mærkbar og levende og flydene, - som et nærvær, en berøring, en berørthed. - Jeg tror der skal mennesker til at sætte den i bevægelse, - kærligheden og dens nærvær, - mennesker der på en eller anden måde samstemmer sig med hinanden, men fra hvert deres sted og omrids. - Uden hinanden er vi ingenting, - "jeg ser mig selv i dine øjne" siger en der hedder Bakthin, - og det føles så rigtigt i mit liv, og i mine erfaringer med andre mennesker. - Men jeg ser kun mig selv, der hvor den anden også tør se sig selv i mine øjne.
På mange måder er det er så enkelt, - der hvor der er plads til det der nu er, - f.eks. følelser, og også de store følelser, som kærlighed og skam, - der opstår der slet ikke skam på den måde, som der kan gøre hvor der ingen plads er, - der opløses den i stedet, og kærligheden skaber grobund for at alle kan vokse endnu mere helt ind i sig selv, - få øje på sig selv i de andres øjne.
Der hvor jeg mærkede professionelle være mennesker med følelser, - mennesker der kunne være med deres egne følelser i forhold til mig, - der blev der skabt et rum af tændt lys, og mørket fik en funktion som vægge, - det gjorde jeg også kunne være med mine følelser, - det var dem der også blev skabt rum til, - mine følelser, - mig, - men også deres følelser og dem, - de profesionelle, - de blev mennesker, og det forvandlede mig som patient til menneske også, - vi blev mennesker sammen.
Og måske er det bare det vi alle sammen skal være, - mennesker sammen, - der får øje på os selv i hinandens øjne? - så vi kan være dem vi hver især er - sammen med hinanden :o)
Jeg ønsker psykiatrien overalt med tiden forvandler sig og bliver et sted hvor der skabes rum af tændte lys, - rum der favner alle, - både de professionelle, patientmenneskerne, de pårørende, - alle involverede.
Hvis ikke de professionelle, kan trives og have lov at være dem selv i deres job, med følelser og alt det hele, - være et menneskeligt instrument, for deres indersider, og derigennem bruge og udtrykke deres faglighed også, - og mærke i den enkelte situation og tilknytning, og sammen med den det vedrører, hvad der vil være det rigtige at gøre, fremfor at blive dikteret af stivnede systemer og regler, der ikke levner plads til liv og autentiskhed, - hvordan skal dem de forsøger at hjælpe så nogensinde kunne få øje på dem selv i deres øjne? - og selv blive levende og autentiske igen?
Jeg blev det, - jeg fik øje på mig selv i øjnene, - fandt mig selv i de rum som lyset skabte i og sammen med mørket, - jeg blev det, - efter en rum tid uden de øjne der virkelig kunne vise mig mig selv, og uden de rum, hvor også mørket fik en vigtig funktion sammen med lyset. - Det gør ikke noget der gik så mange år først, - det giver mening i dag, - dyb mening, - som en baggrund der får alt det andet til at træde endnu tydeligere frem.
Jeg ønsker bare sådan at mange flere også skal få den mulighed.
Og med det ønske inden i mig, vil jeg nu gå i seng, - trods stormvejr og mørke der udhvisker rum, - for lige nu er der lys nok i mig selv, og rum nok i mig selv, - jeg bliver ikke væk i natten , - og snart er det faktisk morgen :o)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar