"Væggene" i "det åbne"

Det er forunderligt hvordan det at "træde ind" i dette "rum", - hvordan det at sætte mig her for at skrive, og finde ord, jeg endnu ikke ved hvad bliver for ord, henfører mig til det at "stå i det åbne", - til de følelser og tilstande, - til den åbenhed og sårbarhed jeg kender så godt fra selve Åben Dialog møderne, og den tilgang og holdning og måde at være/gøre på, som Åben Dialog så meget er et udtryk for.  

I går var der en følelse af næsten alt for meget sårbarhed, i det at skulle starte dette "rum", - dele mig selv herfra, - fra et sted jeg endnu ikke følte mig helt fortrolig med. I dag møder jeg allerede en genkendelighed, ikke så meget i selve denne form, - bloggen her. Mere er det, at inden i mig er dette skriverum allerede blevet til et "Åbent Dialog rums møde", - til et stille og nænsomt sted jeg kan søge hen, når jeg har brug for at møde mig selv i den samling, og i alt det, som jeg ellers, og netop kender så godt fra selve Åben Dialog, - fra møderne og alt det hele.

Det var disse møder, der i sin tid skabte "vægge" for mig, så jeg kunne forblive i "det åbne" inden i mig, - blive samlet der hvor jeg var spredt.
Det var disse møder, der gjorde mødet med mig selv muligt. - Jeg blev mødt, og i dette møde mødte jeg mig selv, - og ikke som et spejl jeg fik øje på mig selv i, - det var "væggene", - jeg mærkede væggene og 
derigennem også mig selv.
Og "væggene" var menneskene, - dem der mødte mig og gav mig mig selv tilbage, - dem der "standsede" mig, - eller greb mine udtryk i de indtryk det gjorde på dem.
De gav mig mig selv tilbage igennem deres indtryk af mit udtryk, som de så nænsomt behandlede, igennem ord, - deres ord, - eller mine ord men med deres stemmer, og tilføjelser, - som et udtryk for deres indtryk, - som berørthed, bevægethed, - noget meget, meget mærkbart, som jeg har forsøgt at værne om siden.

Det er så fint og suptilt, så næsten gennemsigtigt, samtidig med det også er så fortættet, så stofligt, så kropsligt, - måske fordi kroppen bliver instrumentet, som disse mærkbare ord, - toner, - følelser, tilstande, indtryk og udtryk, spiller igennem. - Måske fordi man er sammen omkring noget der ikke lader sig gribe, men som griber en, - griber hver og en i rummet, - der lader sig gribe.  

Jeg værner om det der greb mig, - det vil jeg altid gøre, - det bærer mig stadig, og jeg bærer det hele inden i mig, - som toner der spiller og ikke lader sig gribe, - bevæger og bevæges - berører og berøres, - blot må mærkes.